OCD og skam
Skam er en af de mest belastende dimensioner ved OCD – og en af de mekanismer, der oftest holder folk fra at søge hjælp.
Der er tanker, man ikke siger højt. Tanker, der opstår og skaber en umiddelbar reaktion af "ikke det". Tanker om at gøre skade, om seksuelle scenarier man ikke ønsker, om handlinger, der er i direkte modstrid med ens egne værdier. Og med tankerne kommer skammen – en følelse af, at dette siger noget fundamentalt om, hvem man er. At man ikke burde have disse tanker. At andre ikke har dem. At man er forkert.
For mange med OCD er skammen over indholdet af tvangstankerne mindst ligeså belastende som selve tankerne. Den holder folk fra at søge hjælp. Den holder dem fra at tale om det i samtaler. Den skaber en hemmelighed, der kan bæres i årevis – og som i sig selv forstærker OCD's tag.
Skam er ikke et perifert element ved OCD. Det er en central del af den mekanisme, der opretholder lidelsen. At forstå dette er et vigtigt skridt. Du kan læse om OCD som helhed på Behandling af OCD.
Hvad skammen handler om
Skammen ved OCD handler næsten aldrig om, hvad man faktisk gør. Den handler om, hvad man tænker. Og det er netop det, der gør den så svær – tanker er private, de er usynlige for omgivelserne, og man kan ikke pege på dem og sige "se, her er problemet".
Tvangstanker ved OCD har typisk et indhold, der er i direkte modstrid med den pågældendes egne værdier. Nogen, der holder meget af sine nærmeste, har tanker om at skade dem. Nogen, der er dybt religiøse, har blasfemiske tanker. Nogen, der har klare grænser for seksualitet, har intrusive seksuelle tanker om forkerte kontekster eller personer. Det er ikke tilfældigt. OCD retter sig netop mod det, der er vigtigt og sårbart for den pågældende.
Det, der giver anledning til skam, er selve dette: at man har tanken. Mange konkluderer, at tanken afslører noget sandt om dem – et skjult ønske, en mørk side, en identitet de ikke kan stå ved. Det er en fejlfortolkning, men den kan opleves som meget overbevisende.
Skam som OCD-drivkraft
Skammen bidrager aktivt til at vedligeholde OCD. Mekanismen er tredelt.
For det første motiverer skammen til at skjule og undgå. Man fortæller ikke om tankerne til andre. Man søger ikke hjælp. Man forsøger at undertrykke tankerne og håbe, at de forsvinder. Denne isolation og undertrykkelse øger faktisk tankernes hyppighed og styrke – jo mere man forsøger at fjerne en tanke, jo mere tilstedeværende bliver den.
For det andet forstærker skammen den negative fortolkning af tankerne. Skammen bekræfter, at tankerne er farlige og afslørende – og denne fortolkning er netop det, der giver OCD brændstof. Hvis en tanke "bare" var en tanke, ville den ikke have magt. Det er dens fortolkede betydning, der driver ubehaget.
For det tredje udskyder skammen hjælpsøgning. Mange venter år, inden de søger hjælp – og en central årsag er frygten for, at den professionelle vil reagere med afsky, alarm eller dom. At turde sige det højt er for mange en af de sværeste dele af forløbet.
At tale om det, man skammer sig mest over
En af de mest virkningsfulde dele af behandling af OCD – og særligt af den skam, der følger med – er at tale direkte om tankernes indhold. Ikke for at analysere, om de er "rigtige" eller "forkerte", men for at bryde hemmeligholdelsens magt.
I klinisk sammenhæng er det velkendt, at intrusive tanker med skamfuldt indhold er et symptom og ikke en afspejling af personens karakter. Det er muligt at tale om dem uden dom. Og for mange er selve det at sige tingene højt – og opleve, at det ikke fører til den katastrofe, man forestillede sig – en central del af, at OCD gradvist mister noget af sin styrke.
Det kræver mod. Og det er forståeligt, at det tager tid at nå dertil.
Behandling
Behandling af OCD med skam som fremtrædende element arbejder med begge dele: den kognitive dimension – hvad tankerne tillægges af betydning – og den interpersonelle dimension – at bryde hemmeligholdelsen og opleve sig forstået.
Kognitiv og metakognitiv terapi giver konkrete redskaber til at arbejde med fortolkningen af tvangstankerne og til graduelt at reducere de strategier (undertrykkelse, undgåelse, neutralisering), der vedligeholder dem. Skamreduktion sker ikke ved at blive overbevist om noget, men ved gentagne erfaringer med, at tankerne ikke er farlige, og at de kan tales om.
Relaterede sider
Oplever du skam over tanker, som du ikke har talt med nogen om, er en afklarende samtale mulig – i fortrolighed og uden dom.